Bestyrelsens beretning 2018/2019 | A/B Blågårds Plads 12/Todesgade 11-13

A/B Blågårds Plads 12/Todesgade 11-13

← Tilbage til nyheder

Bestyrelsens beretning 2018/2019

Udgivet den 22. maj 2019

Et sammendrag af året i andelsforeningen.

Kære alle

 

Det sidste år har i den grad stået i byggeriets tegn!

 

Byggeprojektet

Byggeprojektet er det, der har fyldt mest det forgangne år. Vi har haft mange møder med både Bertel (arkitekt) og Torben (entreprenør) og har (heldigvis) haft René fra SWE til at holde styr på økonomien.
Vores gamle, fine ejendom har fået en tiltrængt ansigtsløftning i form af omfangsdræn, isolering af gavl, opfriskning og udskiftning af gamle tærede vinduer og en facaderens.

Den gamle ejendom har også budt på uforudsete reparationer, men så har vi også fået skiftet både tagrender, nedløbsrør og fået ny duesikring.
Vi har i dag (forhåbentlig) haft aflevering af byggeriet og nu mangler kun udskiftning af butiksruderne- og dørene.

Når vi er helt HELT færdige inviterer vi på et glas for endelig at kunne fejre det – I hører naturligvis mere derom.

Selvom det har været en dyr omgang, synes jeg, at vi alle kan være glade for, at det har kunne lade sig gøre uden en stigning i boligafgiften.

 

 

Badeværelsesgulve

I 2018 fik vi lavet 6 badeværelsesgulve. Vi fortsætter i 2019 så snart alle regningerne fra byggeprojektet er betalt. Da der fortsat er mange badeværelsesgulve i dårlig stand, vil vi (igen) trække lod om, hvilken opgang, ”vi” kaster os over.

 

 

Arbejdsdag

I august 2018 havde vi endnu en hyggelig dag sammen, hvor der blev arbejdet lidt og spist noget god mad.

Vi planlægger at gentage successen i år, hvor den vil stå på oprydning i cykelrummet og fyrkælderen.
Vi modtager meget gerne forslag til, hvad vi ellers skal kaste os over i fællesskab.

 

 

Gårdlaug

Bestyrelsen har i det forgangne år forsøgt at være mere proaktive ift. gårdlauget – dog uden det store held.
Fire bestyrelsesmedlemmer (samt Ben og Marie) deltog i gårdlaugets generalforsamling i april 2019.
Vi medbragte et forslag til en vedtægtsændring i håb om at øge demokratiet. Desværre blev forslaget ikke stemt igennem pga. for få ja-stemmer (forslaget fik ellers 8000 ja-stemmer mod 5000 nej-stemmer).
I forbindelse med valget til gårdlaugets bestyrelse blev Caja valgt som suppleant.
Vi håber stadig på bedre kommunikation i gårdlauget og håber, at vi alle kan være sammen om det. Derfor vil vi meget gerne have ”gården” som et emne til et fremtidigt beboermøde.

 

 

Grafitti og fortove

Københavns Kommunes forsøgsordning blev ved netop dét. Det er således igen Københavns Kommune, der står for renholdet af vores fortove (vi står dog stadig selv for snerydning).
Vi har også fået lavet en aftale om grafittirens af vores facade, så den forhåbentlig holder sig pæn, nu hvor byggeprojektet er overstået.

 

Brand

Vi kommer desværre ikke udenom branden i april 2019. Der var heldigvis kun materielle skader og selv dér slap vi nogenlunde billigt. Ét enkelt vindue måtte skiftes og opgangene sprayes pga. røglugt.

 

 

Beboermøder

Vi vil gerne holde mindst et beboermøde om året – og gerne flere, hvis der er stemning for det! Det første efter denne generalforsamling vil være i efteråret. Vi synes, at der er mange emner at tage op, f.eks. sammenlægninger af lejligheder, venteliste til erhvervene, hvad må (fremtidige) erhverv(ene) bruges til, muligheder for cykelrummet, (aflukning af) gården og sikkert mange flere.

 

 

Vel mødt!

Skriv et svar